PETER RAVN - DURCH[FÜR]GEGEN[OHNE]UM
Pressemeddelelse:
PETER RAVN solo hos GALLERY POULSEN
Billedkunstner Peter Ravn åbner soloudstilling med en perlerække af nye værker hos Gallery Poulsen 23. oktober.
Peter Ravn blev i foråret udvalgt til Saatchi Gallery Onlines top 10 over kunstnere, der er værd at holde øje med. Senest er han blevet inviteret med blandt de syv kunstnere, der skal repræsentere Danmark i forbindelse med det kommende kulturfremstød og statsbesøg i Vietnam. Ud over dette har han haft stor succes med udstillinger på Charlottenborg Kunsthal, Den frie, Århus Kunstbygning og var en del af Emergency Room i Napoli, for bare at nævne nogle af højdepunkterne i en karriere, der buldrer fremad.
DURCH[FÜR]GEGEN[OHNE]UM
Autoritetsforhold og forholdet mellem individ og masse. Det er nogle af temaerne i Ravns malerier. Hvem er vi? Hvor er vi, og hvem er foran, bagved, over eller under os?
De tyske forholdsord beskriver de bevægelser i rum og relationer, som Ravns mænd foretager sig. Og den tyske remse sender en hilsen til en europæisk dannelsestradition, som har trange kår i en globaliseret kultur, som efterhånden fuldstændig orienterer sig efter amerikansk forbillede.
"I mine nye værker har jeg zoomet ud. Hvor jeg tidligere fordybede mig i ansigtet som et nærbillede, den enkeltes sindstilstand, er det nu også dialog og relationer - interaktionen mellem to personer, som den finder sted i fuld figur. Det er dog stadig de samme konflikter og temaer, der optager mig.
Der er ingen forudbestemte tolkninger – jeg iscenesætter, det jeg ser, og betragter det så på ny - en højst uvidenskabelig undersøgelse.
Men naturligvis handler billederne stadig om mig selv og mine egne erfaringer, som jeg hæmningsløst projicerer ind i de portrætterede personer. Det er også derfor alle er voksne mænd. På den måde er der tale om en art selvbiografisk nulstilling," siger Peter Ravn.
Peter Ravn er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole og har i mange år arbejdet med grafisk design og stået bag en lang række pladecovers og musikvideoer.
Der er fernisering på Udstillingen DURCH[FÜR]GEGEN[OHNE]UM
fredag den 23. oktober kl. 17 – 20
Udstillingen løber frem til den 27. november.
Åbningstider: Onsdag til fredag 13 – 17, og efter aftale.
Gallery Poulsen, Contemporary Fine Arts
Frederiksholms Kanal 4, st. th.
1220 København K
+45 - 40 15 55 88
[email protected]
www.gallerypoulsen.com